Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Arkitektur i verdensklasse

Foyeren med Hvalens Hjerte og trappe op til lobby 

Et moderne rådhus designet til at møde verden i øjenhøjde

Med Nytorv, der er tegnet af Henning Larsen Architects, har Middelfart Kommune fået et moderne rådhus, der matcher ambitionen om at møde samarbejdspartnere og borgere i øjenhøjde.

Her smelter kultur, erhvervsliv, sundhed og administration sammen og drager fordel af fælles faciliteter og beliggenhed. På den måde fungerer rådhuset også som kultur- og medborgerhus.

Samtidig er de store glaspartier med til at nedbryde grænserne mellem kommune og lokalsamfund.

”Rådhuset er en fysisk manifestation af demokratiet i den forstand, at det afspejler nogle aktuelle samfundsstrømninger og -strukturer. I dag betyder det, at rådhusene åbner sig op og inviterer borgerne ind i kommunens maskinrum. Den administrative funktion er blotlagt og tilgængelig, og byrådssalen anvendes til andre formål end blot månedlige byrådsmøder. På den måde får alle mennesker, uanset alder, køn og social baggrund, fri og lige adgang til demokratiet,” fortæller Louis Becker, Henning Larsen Architects.

Nytorv er et markant byggeri, der er tegnet med respekt for Middelfarts købstadsmiljø. Fra rådhuset, der er beklædt med aluminium, som skifter farve med solen, er der et flot udsyn op over Middelfarts tage mod Sct. Nikolai Kirke og Kongebroskoven.

Inden for er det første møde med rådhuset den store, åbne foyer. Her hænger den 5 meter lange messingmobile, Hvalens Hjerte. Den bevæger sig langsomt, lydløst og reflekterer lyset fra det store vinduesparti ud mod Nytorv. Mobilen er lavet af kunstneren Kirstine Roepstorff. Hun beskriver værket som en påmindelse om de elementer, vi omgiver os med, og de proportioner vi er en del af. Hvalens hjerte banker for sammenhænge, latter, liflighed, ihærdighed og koordination. Viljen til at lade momenter opstå. Glæden ved at udrette noget sammen, for dér forstærkes og sammensmelter vores individuelle resonans til en fælles klang.

Hvis navnet Kirstine Roepstorffs lyder bekendt og klinger internationalt, så skal årsagen findes i et langt CV med udstillinger og udsmykningsopgaver i ind- og udland. I 2017 var hun Danmarks repræsentant og stod for udsmykningen af pavillonen ved Bienallen i Venedig.